17.05.2017 10:49

Alle fly i Icelandairs flåde er opkaldt efter islandske vulkaner og i 2015 blev ”Hekla Aurora” skabt efter inspiration af vulkanen Hekla og nordlyset. Det er samme kunstnerhold der står bag forvandlingen til ”Vatnajökull” og processen er ret usædvanlig og en smule  kompliceret da dekorationen foregår med håndkraft.

Rejsen og oplevelsen begynder ikke først når man lander i Island eller på en af Icelandairs andre destinationer, men fra det øjeblik man går om bord. ”Vatnajökull” skal være et flyvende stykke Island ligesom ”Hekla Aurora” er.

25 personer har brugt 24 dage og 195 liter maling alene til at gengive gletcheren, 1.062 liter i alt til at dække hele flyet. Kabinen holdes i ”is- og vandfarver”, kabinelys er afstemt blåt og alt fra nakkestøtter til madvogne og servietter er dekoreret for at give så autentisk en oplevelse som muligt.

Der er masser af aktivitet i gletcherudgaven af Vatnajökull. Under iskappen rumsterer tre af Islands 30 aktive vulkaner: Öræfajökull, Bárdabunga og Grímsvötn og der er registreret omkring 60 udbrud de sidste 800 år.

Gletcheren dækker ca 8.100 km2, hvilket er 8% af Islands areal og betragtes som en af syv naturvidundere i Europa. Iskappen er nogle steder helt op til 1.000 meter tyk, i gennemsnit 400 m tyk.

Det giver god mening at have en flyvende ambassadør for Europas største gletcher da Icelandair støtter non-profit organisationen Friends of Vatnajökull, som blev stiftet i 2009. Organisationens primære opgave er at udbrede kendskabet til gletcheren og nationalparken, fremme forskning og dele viden, men sidst og ikke mindst være medvirkende til, at så mange som muligt kan opleve nationalparken og den helt unikke natur.

Icelandairs miljøcertificering

Alle selskaber i Icelandair Group har for nylig opnået miljøcertificering i henhold til ISO 14001 standard, som dækker miljøledelse med overordnet mål at mindske CO2 belastning.

Icelandair har opnået trin to certificering fra IATA (International Air Transport Association) baseret på en detaljeret proces som kun tre andre flyselskaber i verden har opnået udover Icelandair: Finnair, Latin American Airlines og South African Airways.

Processen blev sat i gang i 2012 i forbindelse med Icelandairs 75 års fødselsdag og nu fem år efter kan 80 års fødselsdagen fejres med en ISO 14001 godkendelse og et fly smukt dekoreret som og opkaldt efter hvad det hele handler om, nemlig Islands og Europas største gletcher Vatnajökull.

Et er at sætte sig ind i et flyvende maleri som en del af rejseoplevelsen noget andet er, at blive mindet om Islands ekstreme naturkræfter og formidable naturscenerier.

Icelandair tilbyder transatlantiske passagerer stopover over i Island i op til syv dage uden ekstra billetomkostninger. Rejsen bliver delt i to og har man tiden til det kan man jo f.eks. tage på tur til de østlige Island og se Vatnajökull i øjenhøjde.

Uanset hvad valget falder på, er en Icelandair stopover en god mulighed for at opleve to vidt forskellige destinationer på samme rejse.

Icelandair har 46 destinationer heraf 18 i Nordamerika – 13 i USA og 5 i Canada. Nye amerikanske destinationer i 2017 er Philadelphia (maj 2017) og Tampa Bay (september 2017). Forventet passagertal i år er 4 mio, en stigning på 450.000 i forhold til 2016.